To syrebomber i samme opgang på få dage

Det kræver gode nerver at bo i opgangen Lindevænget 50 i Nykøbing i øjeblikket.

To gange med blot få dages mellemrum har ukendte gerningsmænd kastet såkaldte syrebomber med saltsyre ind ad den ulåste dør til opgangen med nogle enorme brag til følge.

Det seneste angreb fandt sted søndag aften omkring klokken 22.10.
- Vi sad og så fjernsyn, da der lød et kæmpe brag, så vi hoppede en halv meter op i luften. Bagefter stank der i hele opgangen. De åbnede hoveddøren og smed den ned i kælderhalsen, og så lød der et brag som et kæmpe kanonslag, fortæller en beboer i opgangen, der ønsker at være anonym af frygt for repressalier.

Kort efter så beboerne fire-seks personer løbe ved de gule boligblokke i nærheden. Ifølge beboeren var det personer af udenlandsk herkomst, der blev set løbe. Men det vides ikke med sikkerhed, om de pågældende har forbindelse til angrebet.

Søndagens angreb var dog ikke det første i opgangen. Kristi himmelfartsdags aften var den også gal. Her foregik det på samme måde, men dengang valgte beboerne ikke at melde sagen til politiet. Ifølge beboeren har bomberne ikke anrettet nævneværdig skade, men der hænger en kraftig lugt af syre i opgangen.

Foto: Sådan så resterne af syrebomben ud efter søndagens angreb. Som det ses, er de fysiske skader begrænsede.

Søndagens syrebombe-angreb mod en opgang i Lindevænget i Nykøbing var ikke en enlig svale. Torsdag skete præcis det samme.

Offentliggjort Sidst opdateret