To unge anholdt for groft overfald på 17-årig

Politiet er efter alt at dømme tæt på at have opklaret det mystiske overfald på en 17-årig mand ved toiletbygningen for enden af Marielyst Strandvej i Marielyst i weekenden.

To mænd på 17 og 18 år fra Nykøbing-området blev tirsdag kort efter middag anholdt et sted på den københavnske vestegn og sigtet for grov vold. De to bliver kørt til Nykøbing, hvor de skal fremstilles i grundlovsforhør i morgen, onsdag. Det fortæller Steen von Würden fra lokalpolitiet i Nykøbing.

Ifølge politiet har de slået og formentlig også sparket deres offer flere gange på kroppen og i hovedet. Den 17-årige er fortsat indlagt på sygehuset, men han er nu så meget i bedring, at politiet har haft mulighed for at afhøre ham. Ifølge de første meldinger skulle han være sluppet fra overfaldet uden brud eller indre blødninger.

Offeret vågnede op ved bygningen søndag formiddag voldsomt forslået. Han havde tydeligvis været udsat for vold, men præcis hvad der var sket, og hvem der stod bag, kunne politiet ikke umiddelbart fastslå. Man efterlyste vidner, og det er netop vidneforklaringer, som var med til at bringe politiet på sporet af de to, som nu er anholdt.

Foto: Overfaldet på den 17-årige skete i eller ved toiletbygningen her, lige ved nedgangen til Marielyst Strand.

To mænd på 17 og 18 år blev i formiddags anholdt og sigtet for weekendens overfald på en ung mand ved en toiletbygning i Marielyst.

Offentliggjort Sidst opdateret