To unge er fængslet for knivoverfald på Avedøre Station
Tv-omtale af et groft knivstikkeri gav 40 henvendelser fra offentligheden. Nogle udpegede to unge med navn.
To unge mænd på 18 og 19 år er fredag i Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet i 14 dage for at have udsat to mænd for grov vold på Avedøre Station tidligere på måneden.
Politiet mener, at det var et drabsforsøg, da en 37-årig mand blev stukket ned på stationen ved 2.30-tiden den 2. maj. Manden fik seks knivstik i brystet og var i livsfare lige efter knivstikkeriet. Han slap imidlertid med livet i behold.
En 30-årig mand, der fulgtes med den 37-årige, blev ifølge sigtelsen udsat for grov vold.
De to mænd har meldt sig selv til politiet, efter at sagen torsdag aften blev omtalt i tv-programmet "Efterlyst".
Efter tv-programmet fik Københavns Vestegns Politi, der efterforsker sagen, 40 henvendelser fra offentligheden, hvoraf nogle udpegede de to mænd med navns nævnelse.
Det fik de to formodede gerningsmænd frem i lyset. den ene meldte sig selv til politiet natten til fredag, mens den anden fredag ved middagstid mødte op i Retten i Glostrup, hvor grundlovsforhøret med de to mænd fandt sted.
- Vi er rigtig glade for den hjælp, vi har fået af borgerne i sagen her. Vi mener, at vi nu har de to gerningsmænd til det voldsomme knivoverfald, siger politikommissær Hans Christian Tonnesen, Københavns Vestegns Politi.
Politiet fortsætter nu efterforskningen af sagen og vil i den forbindelse gerne tale med en yngre kvinde, som var med på de billeder, som politiet viste i tv-udsendelsen.
Kvinden er endnu ikke identificeret, men politiet vil gerne høre fra folk, der eventuelt har oplysninger om hende, siger Hans Christian Tonnesen.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde