To unge frifundet for drabsforsøg: Dømt for vold
Et nævningeting i Københavns Byret frifandt fredag tre unge mænd for et drabsforsøg i Nørrebroparken i København i juli sidste år, hvor en person blev stukket med kniv. I stedet blev to af mændene dømt for grov vold.
Voldsepisoden fandt sted først på eftermiddagen den 20. juli i krydset mellem Nærumgade og Krogerupgade, hvor en person blev ramt af knivstik.
Stikkene ramte i leveren og ballen og ville ifølge anklageskriftet have været livstruende, hvis ikke personen havde fået lægebehandling.
Advokat Mikael Skjødt, der er forsvarer for en af mændene, glæder sig over frifindelsen. Han undrer sig over, at anklagemyndigheden igen og igen rejser tiltale for drabsforsøg i knivsager.
- Det er nu fjerde gang inden for kort tid, at jeg oplever, at der sker frifindelse for drabsforsøg i sager om knivstikkeri, og at der i stedet bliver dømt for grov vold, siger Mikael Skjødt.
Når en sag rejses som drabsforsøg, indebærer det, at sagen skal behandles ved et nævningeting, der kræver mere tid og flere ressourcer end almindelige domsmandssager.
Samtidig betyder det ifølge advokaten, at de tiltalte kommer til at sidde varetægtsfængslet alt for længe.
I sagen fra Nørrebroparken slap to tiltalte med fængsel i et år og seks måneder og et år og tre måneder. Begge havde siddet varetægtsfængslet i mere end seks måneder og blev løsladt til senere afsoning.
- Jeg håber, at Statsadvokaten fremover lægger mere vægt på retspraksis, når det skal vurderes, om der skal rejses tiltale for drabsforsøg i voldssager, hvor der er anvendt kniv, siger Mikael Skjødt.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned