To unge i livsfare efter færdselsuheld

To unge mænd er i livsfare efter at have været involveret i en alvorlig bilulykke i Birkerød sent lørdag aften. En tredje mand slap med mindre kvæstelser.

De tre mænd, hvoraf to er fra 1988 og en er fra 1990, kom kørende i en Ford Escort ad Ravnsnæsvej i Birkerød, da føreren pludselig mistede kontrollen over bilen og bragede ind i en stål-elmast.

- Vi tror, at bilen er skredet ud af vejbanen i forbindelse med et venstresving. Føreren har simpelthen mistet kontrollen over køretøjet, og vi formoder, at det er fordi, de har kørt med for høj hastighed, fortæller vagtchef ved Nordsjællands Politi, Erik Pontoppidan.

- Derefter er de ramt så hårdt ind i elmasten med siden af bilen, så den faktisk nærmest er bukket rundt om stålpælen, tilføjer han.

To af mændene, hvoraf den ene er føreren af bilen, ligger nu til intensiv skadestuebehandling med alvorlige kvæstelser.

Politiet er i gang med at klarlægge nærmere, hvordan uheldet præcist er sket.

- Vi har lavet nogle tekniske undersøgelser på stedet, og vi har haft bilinspektører derude også. De nærmere undersøgelser vil klarlægge episoden yderligere, siger Erik Pontoppidan.

/ritzau/

En bil med tre unge mænd bragede sent lørdag ind i en elmast med høj fart. To er i livsfare efter uheldet.

Offentliggjort Sidst opdateret