To unge stukket i ballen med timers mellemrum i Aalborg
Nordjyllands Politi efterforsker to knivstikkerier, der fandt sted tirsdag aften og natten til onsdag i Aalborg. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politiet undersøger, om der kan være sammenhæng mellem to knivstikkerier i Aalborg. To unge mænd blev stukket.
Tirsdag aften og natten til onsdag har der været to knivstikkerier i Aalborg.
Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Det første skete tirsdag kort efter klokken 20 ved Slotspladsen ved Aalborg Havnefront, hvor en 19-årig mand blev stukket overfladisk i bagdelen. Samtidig blev en 17-årig dreng væltet omkuld og sparket.
Senere - omkring klokken 03.00 natten til onsdag - blev en 21-årig stukket overfladisk i bagdelen. Det skete ved et stisystem i Aalborg Øst.
I begge tilfælde mener politiet, at der formentlig er stukket med en kniv.
Ingen er anholdt i sagerne.
I forbindelse med det første overfald blev en gruppe på cirka ti personer set løbe fra stedet med retning mod Musikkens Hus. Ifølge politiet er de mørklødede af udseende, men der er ikke yderligere beskrivelser af signalementet.
Ved det andet overfald har politiet oplysninger om, at de formodede gerningsmænd skulle være hætteklædte. Men heller ikke her har politiet yderligere om signalementet.
Politiet vil gerne høre fra vidner. Har man oplysninger, kan politiet kontaktes på telefon 114.
- Vi hører gerne fra vidner, der har set noget, eller fra andre borgere der har oplysninger i sagen, siger Christian Toftemark, fungerende vicepolitiinspektør i Nordjyllands Politi, i pressemeddelelsen.
Det er uvist, om der er sammenhæng mellem de to knivstikkerier. Det indgår i politiets efterforskning. "Men det er ikke noget, som Nordjyllands Politi har et grundlag for at konkludere på nuværende tidspunkt," lyder det.
Ligeledes kan politiet heller ikke sige noget om motivet til de to overfald.
Nordjyllands Politi oplyser, at der er en intensiv efterforskning, som blandt andet indebærer, at der har været en dykker i havnen i Aalborg for at lede efter et muligt gerningsvåben.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet