To unge stukket ned på tankstation

Fire mænd kom mandag aften i voldsomt i klammeri på Shell-tanken i Alléen i Sorø.

To af mændene var bevæbnede og stak de to andre med en kniv, fortæller vagtchefen hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Ofrene er henholdsvis 21 og 22 år. Den ene af dem fik perforeret den ene lunge, men meldtes tidligt tirsdag uden for livsfare. Den anden blev stukket i armen.

Henad midnat anholdt politiet efter tip fra vidner de to formodede gerningsmænd på henholdsvis 17 og 18 år.

Politiets jurister tager tirsdag stilling til, om de skal fremstilles i grundlovsforhør. Motivet til overfaldet er endnu ukendt.

/ritzau/

Et klammeri på en benzinstation i Sorø udviklede sig til knivstikkeri. To blev stukket med kniv, og den ene fik perforeret lungen, men er uden for livsfare.

Offentliggjort Sidst opdateret