Tog holdt stille ved Aarhus efter nyt stenkast
Tog i retningen af Aarhus Hovedbanegård holdt søndag stille, da der var blevet kastet med sten mod et tog. Det fortæller Østjyllands Politis vagtchef. (Arkivfoto). Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
For anden gang på tre dage meldes der om stenkast mod tog ved Aarhus. Politiet efterforsker sagen.
Søndag eftermiddag rykkede Østjyllands Politi ud til togskinnerne ved Viby ved Aarhus, efter at en lokofører anmeldte stenkast mod et tog.
Det fortæller Morten Hansen, som er vagtchef ved Østjyllands Politi, til Ritzau.
Det er anden gang på tre dage, at der har været stenkast mod tog i Viby. Begge sager er fra samme gangbro og på cirka samme tidspunkt.
- Er der nogen, der har set noget derude omkring klokken 17, er vi selvfølgelig meget interesseret i det, lyder det fra vagtchefen.
Anmeldelsen betød, at flere tog sent søndag eftermiddag og først på aftenen holdt stille i retningen mod Aarhus Hovedbanegård.
Det fortalte pressevagten ved DSB til TV2 Østjylland.
Klokken 19 kan DSB igen køre med tog, da Østjyllands Politi har afsluttet sit arbejde på stedet, skriver DSB på sin hjemmeside.
TV2 Østjylland har talt med en passager, der siger, at hans tog har holdt stille i cirka 30 minutter omkring Viby Station.
I forbindelse med fredagens sag udsendte politiet et signalement af en mulig gerningsmand.
Det drejede sig i det tilfælde om en dreng på 15-17 år, der var iklædt en lys vindjakke. Han var mørk i huden og havde mørkt krøllet hår.
Morten Hansen fortæller, at der kun er sket materiel skade. Men han understreger sagens alvor, da stenen ramte togets tag tæt på forruden.
- Sidste gang ramte stenen forruden, og den her gang ramte den taget lige over forruden, så det er meget alvorligt det her, siger vagtchefen.
Lokoføreren beskrev søndagens mulige gerningsmand, som en dreng mellem 14-16 år, iklædt mørkt tøj, og med afrikansk eller arabisk afstamning.
Østjyllands Politis efterforskning skal klarlægge, om der er tale om den samme person, lyder det fra vagtchefen.
Selv om der nu igen kan køre tog, skal man regne med større forsinkelser og enkelte aflysninger mellem Aarhus og Fredericia, lyder det på DSB's hjemmeside.
/ritzau/
Seneste artikler
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Sejr på jubilæumsdagen: - En del af NFC's historie
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker