Togpassager havde kokain inde og ude

En passager på toget fra Amsterdam til København var polstret til med kokain både ud- og indvendig.

Offentliggjort Sidst opdateret

Den nervøse mand blev forleden pillet ud til visitation, og undersøgelsen afslørede godt 35 kugler med stoffet gemt i sokkerne og underbukserne.

Men toldernes nysgerrighed stoppede ikke her.

En skanning viste derefter, at passageren også havde valgt at sluge et større antal kugler.

Den samlede mængde kokain er dermed røget op på cirka et kilo, oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politi.

Manden, der er 44 år og fra Nigeria, blev pågrebet i toget undervejs mellem Roskilde og København torsdag i sidste uge.

Næsten samtidig vandrede en jævnaldrende landsmand rundt i lufthavnen i Kastrup og så også ret nervøs ud.

Også denne rejsende blev af toldere pillet ud til nærmere undersøgelse, og det har vist sig, at han havde næsten 50 beholdere med kokain i maven.

Manden i lufthavnen var ankommet med fly fra Paris, oplyser politikommissæren.

- Også i Norge og Sverige har der været en del sager med slugere, siger Steffen Thaaning Steffensen om de smuglere, som vælger at løbe risikoen ved at transportere stoffet indvortes.

- Det er godt arbejde af tolderne, siger han om de to afsløringer.

Begge nigerianere er i weekenden blevet fremstillet for en dommer og er blevet varetægtsfængslet i 23 dage.

/ritzau/