Toilettrang drev esbjergenser til butikstyveri
En 51-årig toilettrængende mand slipper for en sigtelse for butikstyveri, efter at han i desperation stjal en pakke kaffefiltre i et supermarked. Han er dog sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Da de ansatte i et supermarked ikke ville lade en 51-årig mand låne toilettet, stjal han en pakke kaffefiltre.
Tirsdag aften skulle en 51-årig mand i Esbjerg på toilettet. Og det skulle gå stærkt.
Derfor gik han ind i et supermarked og spurgte, om han måtte låne kundetoilettet.
- Men de ansatte syntes, at han opførte sig underligt. De frygtede, at han var misbruger, der ville bruge toilettet til at tage stoffer, fortæller vagtchef Erik Lindholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Så manden blev afvist.
Men hans desperation skyldtes ikke abstinenser, og på vej ud af forretningen stjal han en pose kaffefiltre, så han kunne forrette sin nødtørft udenfor.
- Personalet tilkaldte os og fik manden til at aflevere kaffefiltrene tilbage, siger vagtchefen.
Den 51-årige gik derefter om bag en container ved supermarkedet og slap af med det, der trykkede ham.
Da politifolkene nåede frem, aftalte de med de ansatte i forretningen, at manden ikke skulle sigtes for butikstyveri. Kaffefiltrene var jo afleveret ubrugte tilbage.
Til gengæld har politiet sigtet ham for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, for det er ikke tilladt at forrette sin nødtørft på et offentligt sted som en parkeringsplads.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde