Toldere gør kæmpe kokainfangst på Aarhus Havn
Hele 40 kilo kokain blev i december fundet i en container på Aarhus Havn. (Arkivfoto) Foto: David Leth Williams/Ritzau Scanpix
David Leth Williams/Ritzau Scanpix
Værdien af beslaglagt kokain fra container i Aarhus kan vise sig at nå op i et trecifret millionbeløb.
Toldere gjorde et opsigtsvækkende fund, da de på baggrund af internationale efterretninger rykkede ud til en kontrol på Aarhus Havn i december.
Her fandt de 40 kilo kokain i en container.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Siden har politiets enhed Særlig Efterforskning Vest sat en grundig efterforskning af kokainens oprindelse i værk, fortæller politiinspektør og leder af Særlig Efterforskning Vest Brian Olsen.
- Vores efterforskning viser, at kokainen sandsynligvis skulle have været læsset af i Hamburg, hvor det skulle distribueres videre til det centraleuropæiske narkomarked, siger han.
Containeren var ankommet med skib fra Hamburg Havn, og det var altså tilsyneladende ikke meningen, at den skulle ende i Aarhus.
De ulovlige stoffer er ved at blive analyseret, og afhængig af resultatet kan værdien vise sig at nå op i et trecifret millionbeløb.
- Vi mangler stadig at kende kokainens eksakte renhed. Men vores erfaring har vist, at kokain af den type ofte har en høj renhed, siger Brian Olsen.
- Det vil sige, at den kan fortyndes og sælges på gadeplan i en endnu større mængde. Så på den baggrund vurderer vi, at værdien løber op i et tocifret millionbeløb, og vi nærmer os nok et trecifret millionbeløb.
Hos Toldstyrelsen fortæller kontroldirektør Preben Buchholtz, at der er tale om en af de største beslaglæggelser af kokain de seneste år.
- Vi udtog containeren til kontrol på baggrund af efterretninger fra vores internationale samarbejdspartnere.
- Vores toldkontrol bygger på stikprøver, intelligente risikovurderinger og overvågning døgnet rundt. I samarbejde med politiet har vi fokus på flere typer af euforiserende stoffer, ikke mindst kokain, siger han.
De 40 kilo kokain blev beslaglagt af politiet 16. december, efter at toldere havde fundet mistænkelige pakker, som altså viste sig at indeholde kokain.
Der er ingen anholdte i sagen, fortæller politiinspektør Brian Olsen.
- Vi fortsætter vores internationale samarbejde og herunder efterforskning, siger politiinspektøren fra Særlig Efterforskning Vest.
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde