Torm-skib havde ikke bevæbnede vagter ved piratangreb

Der var ingen bevæbnede vagter om bord på det danske olietankskib Torm Kristina, da det lørdag blev angrebet af somaliske pirater i Oman-bugten.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det bekræfter presseofficer, orlogskaptajn Jesper Rasmussen fra Søværnets Operative Kommando, SOK.

- Så vidt vi har fået oplyst, var der ingen bevæbnede vagter om bord på skibet. Oman-bugten ligger i randområdet af, hvor somaliske pirater opererer, siger Jesper Rasmussen til Ritzau.

Orlogskaptajn Jesper Rasmussen peger på, at piraterne er under stort pres, efter at de internationale flådestyrker har været på ryggen af dem en del år nu.

- Piraterne presses ud i randområderne, og det er derfor ikke usædvanligt at se piraterne i det område.

- Vi synes, at det er fint at have bevæbnede vagter om bord i hele Det Indiske Ocean, siger Jesper Rasmussen. Han tilføjer, at Torm-skibet havde fulgt de internationale anbefalinger.

Ifølge den seneste trusselsvurdering fra Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) kan handelsskibe i Oman-bugten og Det Arabiske Hav ikke føle sig sikre på at undgå piratangreb.

Der er rapporteret om fire mistænkelige hændelser i områderne, og en skiff - en større motorjolle - er blevet opbragt af et flådefartøj fra koalitionen.

- Det er sandsynligt, at piraterne igen er aktive i området, men at deres operationer i området i november og december 2012 vil være begrænsede, hedder det i den seneste vurdering fra november fra FE.

Der var ifølge SOK ingen danskere blandt de 24 besætningsmedlemmer om bord på Torm Kristina.

Besætningen søgte tilflugt i skibets sikringsrum, indtil krigsskibe fra den internationale flådestyrke kom dem til undsætning.

- Besætningen på den danske fregat fangede ingen pirater, de fandt pigtråd om skibets ræling klippet over, og besætningen havde fra sikringsrummet hørt, at nogen havde været om bord, siger Jesper Rasmussen.

Det er har endnu ikke været muligt at træffe repræsentanter fra rederiet Torm.

/ritzau/