Træthed truer topmødesikkerhed

Sikkerheden under det store klimatopmøde i København er truet, fordi det vil være fysisk og psykisk udmattede betjente, der skal holde ro under de store demonstrationer og passe på de mange stats- og regeringschefer. Det skriver Politiken efter at have talt med en række af politiets lokalformænd.

Deres frygt skyldes, at tusindvis af betjente skal arbejde 16 timer i døgnet helt op til 14 dage i træk under topmødet, der begynder på mandag.

- De her vagtforløb er helt urimelige, det kan ingen holde til. Og det betyder, at der ikke kommer optimal tryghed under topmødet - hverken over for topmødets deltagere eller befolkningen i øvrigt, siger Tom Steffensen, der er formand for Nordsjællands Politiforening. Han frygter især, at politifolk på grund af udmattelse kommer til at begå fejl. Frygten deles af kolleger i andre politikredse.

Steffen Daugaard, formand for Fyns Politiforening, kalder vagtplanerne groteske. Har politifolk haft 14 nattevagter i træk forinden, er det klart, at nogle af dem måske har en lav tolerancegrænse, siger han.

Rigspolitiet og Politiforbundet har for længst aftalt vilkårene for et betydeligt overarbejde hos politiet under topmødet. Men først nu kommer de konkrete vagtplaner ud til de godt 6500 betjente, der skal stå for sikkerheden.

Det har ført til protester fra menige politifolk - og kritikken bliver støttet af Søren Berg, overlæge, dr.med. i søvnmedicin. Han kalder vagtplanerne under klimatopmødet for helt uforsvarlige.

/ritzau/

Politibetjente skal arbejde op til 16 timer i døgnet 14 dage i træk under klimatopmødet i København. De lange vagter skaber voldsom uro internt i politiet.

Offentliggjort Sidst opdateret