Trafikselskaber levede ikke op til krav og får store bøder

Ti millioner kroner skal tre trafikselskaber betale, fordi der var rod i en række udbud om flexkørsel.

Offentliggjort Sidst opdateret

Konkurrencestyrelsen har givet en bøde på ti millioner kroner til tre trafikselskaber, skriver Fagbladet 3F.

Det drejer sig om Midttrafik, Sydtrafik og Fynbys, som ifølge styrelsen groft har overtrådt udbudsreglerne omkring kørsel til Flextrafik, som blandt andet er målrettet ældre og handicappede.

I udbuddet indgik et krav om, at der skulle være plads til to kørestole i flexbilerne. Men en stor del af de flere end 100 vognmænd, som fik en aftale med selskaberne, levede ikke op til de krav, skriver Fagbladet 3F.

Det faldt andre vognmænd, som selv mente at leve op til kravene, men som ikke fik en aftale, for brystet. De klagede derfor over udbuddet, og det er nu endt med bøder.

Men nogle vognmænd opdagede, at stort set ingen af de vognmænd, der vandt kørslen, opfyldte kravet om bilstørrelse og dermed ikke kravene i udbuddet. De har kun plads til én kørestol i bilen, men trafikselskaberne lod dem køre videre alligevel.

- Udbuddet har kostet mig halvdelen af min forretning. Jeg er gået fra overskud til underskud og har måtte fyre tre chauffører. Vi vil søge erstatning for den tabte kørsel, og jeg håber, at trafikselskaberne nu sætter sig ned, får ryddet op og kører udbuddene efter reglerne, siger vognmand Allan Thomsen fra Als-Vognen til Fagbladet 3F.

De tre trafikselskaber har ikke ønsket at besvare henvendelsen fra Fagbladet 3F om en kommentar.