Trafikuheld spærrede vejen til sportsplads

Foto: Per T. Nielsen

En 70-årig mand fra Maribo var fredag aften omkring klokken 18 involveret i et trafikuheld på Saxes Alle i Sakskøbing, hvor hans bil tilsyneladende kørte ”af sig selv”, efter bilisten havde standset den.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ifølge et øjenvidne kørte bilen over et vejbump, nedlagde en "slikkepind" og en afviserpæl, inden den forsatte cirka 200 meter videre frem på fortovet, hvor den kørte ind i to parkerede biler.
Den ene blev kastet ind i en have, mens den anden blev skubbet ud på vejen, mens den 70-åriges bil fortsatte tværs over vejen og nedlagde endnu en afviserpæl på modsatte fortov, før den stoppede mod en lygtepæl, mens den spærrede ind- og udkørslen fra sportspladsen.

Sydsjælland- og Lolland-Falsters Politi bekræfter uheldet og fortæller, at der ikke skete skade på nogen mennesker ved uheldet, men at den 70-årige bilist blev kørt til tjek på Nykøbing Sygehus.

Billisterne på sportspladsen måtte vente cirka en time, før den havarerede bil blev fjernet, så de kunne komme ud fra sportspladsen, melder øjenvidnet.

De to parkerede biler ejes af Jens Erik Nielsen og hans datter Mette Lazki Nielsen, som vurderer, at begge biler er totaltskadede.
- Der er skader for omkring 80.000 kroner, og min datter er grædefærdig, for hendes bil var næsten ny, og hun fik den i mandags. Vi sad og spise og hørte et brag af den anden verden, da det skete. Gudskelov var de 50-60 børn, der var til et arrangement på sportspladsen lige gået hjem, så de ikke blev ramt, fortæller Jens Erik Nielsen.

Årsagen til trafikuheldet er ifølge politiet ikke kendt.