Tre års fængsel for vold, våben og trusler på livet

En 29-årig kending fra Bandholm modtog dom for 28 forhold.

Offentliggjort Sidst opdateret

Ulovlig våbenbesiddelse, affyring af skud og mordtrusler var nogle af de alvorlige forhold, som onsdag eftermiddag fik dommer og domsmænd til at give den 29-årige Bob Schæfer Olsen en dom på tre års fængsel.

Den dømte har efterhånden flere lange straffe bag sig, og han virkede også fattet og rolig, da han valgte at tage imod dommen. Som hans forsvarer sagde, skyldtes det, at han gerne vil videre med sit liv.

Fire retsmøder gik forud for dommen, og anklagemyndigheden havde også hele 28 sigtelser imod Bob Schæfer Olsen.

De mest alvorlige strafferetsmæssigt var hans overtrædelser af våbenloven, som blev skærpet i juni 2009 med en minimumsstraf på et år. Blandt andet den 27. april om natten, hvor den 29-årige blev dømt for at køre forbi en tidligere kammerats bopæl i Maribo og skyde mod ham fra bilens siderude. En bil, der i øvrigt var stjålet.

Det gjorde han angiveligt for at hævne sig, fordi den forurettede havde været sammen med hans ekskæreste.

Krudtslam i bilen, politiets rekonstruktion og beretninger fra to vidner gjorde, at retten fandt forholdet bevist. Anklageren fremførte endda, at tiltalte skulle have lavet skudhuller i sin egen bil for at fjerne mistanken fra sig selv.

Det fremgik også, at Bob Schæfer Olsen nogle dage før den omtalte hændelse havde kastet en molotovcocktail imod den forurettedes bil.

Den dømte har en længere forhistorie i forhold til at true ekskærester og andre på livet og har fået flere polititilhold. Det var der også flere eksempler på blandt de 28 forhold, hvor den 29-årige har truet verbalt, med en pistol eller ved at køre en finger tværs over sin hals. Flere af de kvindelige vidner var også direkte bange for at vidne i retten, hvorfor den dømte måtte forlade lokalet.