Tre børn døde: Tiltalt nægter uagtsomt manddrab
En 39-årig mand, der kørte sammen med en mor og hendes fire børn tilbage i juli i Lendum ved Sindal, nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab. Tre af børnene omkom i ulykken.
Retsmødet mod den 39-årige mand, LB, blev indledt torsdag morgen i Retten i Hjørring.
Hans forsvarer, Gert Gandrup, kunne ved retssagens start på vegne af LB fortælle, at han erkender at have sendt sms'er under sin kørsel, men ikke da hans varevogn og morens bil kørte sammen.
I retten fortæller den 39-årige, at han har sendt nogle sms'er til nogle kolleger, mens han kørte fra sit arbejde i Løkken.
Ifølge anklageskriftet fandt ulykken sted klokken 09.50. Anklageren har torsdag formiddag fremlagt teleoplysninger, som fortæller, at han sendte flere sms'er og foretog opkald under sin køretur fra Løkken til Lendum.
- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at jeg tænkte på, at det var farligt. Jeg tænkte ikke på, at det kunne være uhensigtsmæssigt eller farligt, fortæller han til anklageren.
Mobiltelefonen havde han i hånden, mens han sms'ede og snakkede i telefon, men ifølge ham lå mobilen i kopholderen i bilen, inden ulykken skete.
Ulykken fandt sted ved Lendumvej og Bredmosevej. Moren i bilen drejede til venstre, hvorefter hun stødte sammen med LB's varevogn.
- Jeg registrerer, at der er en bil, og at den holdt stille og skulle dreje til venstre. Men lige pludselig drejer bilen, siger han.
Han fortæller, at han plejer at sætte sin fartpilot i bilen på 90 kilometer i timen. Ifølge ham selv kørte han mellem 105 og 120 kilometer i timen ned ad Lendumvej, hvor ulykken fandt sted.
Ifølge anklageren kørte den 39-årige med en hastighed på 125 kilometer i timen.
Den 39-årige har i retten forklaret, at han kender strækningen, da hans far bor i Lendum. Han fortæller, at der er en masse veje uden sving på strækningen, og han derfor havde tilpasset sin hastighed dertil.
/ritzau/
Seneste artikler
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Åbner for drop-in vaccination: Her kan du få et stik
Nye tal vender NFC-sagen på hovedet
1039 virksomheder har fået indskærpet sikkerhed efter CPR-læk
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker