Tre brødre og en fjerde fængslet for våben

Noget usædvanligt står politiet over for spørgsmålet om, hvilken bank der er blevet røvet, hvor spørgsmålet plejer at være, hvor bankrøverne er blevet af.

Det skal den særlige bandeenhed, Taskforce Øst, prøve at besvare.

Fire mænd, hvoraf de tre er brødre, blev torsdag fængslet i grundlovsforhør i København, alle fire for 13 dage. En femte mand blev løsladt på politiets eget initiativ.

Det var slet ikke røveri, men et tip om skydevåben på en adresse på Amager, som i går fik politiet til at rykke ud.

Men sidegevinsten viste sig at være tæt på 100.000 kroner i farvede sedler, som politiet fandt på adressen. Pengene stammer fra et røveri, hvor bankens farvepatron er blevet udløst.

Indtil videre ved politiet bare ikke, hvilket bankrøveri der er tale om. Det vil man nu forsøge at spore via løbenumrene på sedlerne.

På adressen var tre mænd, og yderligere to blev anholdt, da de ankom til stedet, mens politiet var ved at ransage.

De fem sigtes for at have begået røveriet sammen. Desuden sigtes de også for fundet af en 9-mm-pistol, der blev fundet sammen med noget kaliber 45-ammunition. Endeligt fandt politiet også nogle designermøbler, der formentligt er stjålet.

Flere af de anholdte er kendt fra bandemiljøet omkring bebyggelsen Mjølnerparken på Nørrebro i København.

/ritzau/

Politiet ledte efter skydevåben hos tre brødre på Amager og fandt 100.000 farvede kroner fra et røveri mod en bank. Men hvilken bank?

Offentliggjort Sidst opdateret