Tre er blevet fængslet efter uro i København
I forbindelse med Rasmus Paludans demonstration på Nørrebro i København gik en del til angreb på politiet. Det endte med optøjer. (Arkivfoto) Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Philip Davali/Ritzau Scanpix
Optøjerne søndag har ført til flere retsmøder i København og på Frederiksberg. En person er blevet løsladt.
Stenkast og fyrværkeri mod politiet under søndagens uro i København har mandag ført til, at tre mænd er blevet varetægtsfængslet.
En dommer har fængslet to personer i ti dage, og begge sigtes for vold mod politiet, oplyser Københavns Politi.
De to, der er henholdsvis 28 og 20 år, skal have affyret fyrværkeri mod politifolk søndag aften kort før klokken 22.
Den tredje er 17 år og går i 10. klasse. Han sigtes for at have kastet tre brosten mod en af politiets gruppevogne ved 18-tiden. Han var i forvejen også efterlyst for et knivstikkeri. I hans tilfælde har dommeren bestemt, at frihedsberøvelsen skal vare i 24 dage.
En betjent har noteret, at den unge virkede nærmest euforisk, da det lykkedes ham at ramme gruppevognen. Andre omkring ham jublede. Senere havde han fortsat en sten i hånden, da han nærmest løb ind i nogle civilklædte betjente, fremgår det af en politirapport, som blev læst op i Københavns Byret.
Alle tre nu fængslede nægter sig skyldige.
En fjerde person var anholdt på grund af en sigtelse om brandstiftelse. I Retten på Frederiksberg har en dommer imidlertid afvist at skride til varetægtsfængsling, oplyser politiet.
Optøjerne skete i forbindelse med, at den racismedømte Rasmus Paludan ville demonstrere mod islam. Paludan står i spidsen for partiet Stram Kurs.
I alt 23 personer blev anholdt af politiet i løbet af søndag og natten til mandag, oplyste Københavns Politi mandag morgen.
Rasmus Paludan har planlagt nye demonstrationer tirsdag, dels på Blågårds Plads i København og dels i Avedøre.
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker