En dansker, en franskmand og en tysker er blevet varetægtsfængslet frem til den 4. januar. De er sigtet for vold mod politiet ved lørdagens store klimademonstration.
Det oplyser pressetalsmand Lars Christian Borg fra politiets klimapressecenter.
Resten af de 13 personer, der blev anholdt lørdag, er løsladt og for udlændinges vedkommende udvist eller ved at blive sendt ud af landet. De øvrige af de 968 tilbageholdte lørdag var administrativt frihedsberøvet efter lømmelpakken og alle på fri fod igen.
Ud over den varetægtsfængslede dansker er tre andre danskere sigtet - en efter våbenloven og to for gadeuorden, men alle er løsladt.
I alt ni udlændinge har fået sager på halsen. Ud over de to, der er fængslet for vold mod politiet, har to overtrådt maskeringsforbuddet og tre våbenloven. De har alle fået en advarsel og er blevet udvist.
En er blevet udvist for at have overtrådt udlændingeloven, og en udlænding har fået en advarsel for at have begået hærværk. Også han ventes udvist, oplyser Lars Christian Borg.
Ifølge politiet blev der anholdt eller tilbageholdt demonstranter fra 26 forskellige lande i forbindelse med politiets knibtangsmanøvre, da klimademonstrationen bevægede sig over Christmas Møllers Plads og hen ad Amagerbrogade.
De anholdte var fra Belgien, Schweiz, Tjekkiet, Tyskland, Danmark, Spanien, Kenya, Frankrig, Finland, Storbritannien, Grækenland, Ungarn, Hviderusland, Italien, Irland, Island, Japan, Litauen, Mongolske Folkerepublik, Norge, Holland, Polen, Kina, Sverige, Tyrkiet og USA.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde