Tre er på hospitalet efter ulykke på nordjysk motorvej

En bil, to varebiler og en lastbil var tirsdag i en ulykke på Nordjyske Motorvej, hvilket førte til spærring.

Offentliggjort Sidst opdateret

En ulykke med flere køretøjer spærrede tirsdag morgen Nordjyske Motorvej nord for Haverslev i nordgående retning.

Ulykken, som politiet fik meldingen om klokken 08.01, involverede en personbil, to varebiler og en lastbil, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi Mads Hessellund.

- Selve årsagen til ulykken kender jeg ikke endnu, siger han omkring klokken 09.20.

Tre personer er kørt på Aalborg Universitetshospital - to er kørt til traumecenteret, mens den tredje er kørt til tjek. Alle er uden for livsfare, og ingen af dem er i kritisk tilstand.

Ulykken skete mellem afkørsel 32 og 33 i nordgående retning.

I første omgang var motorvejen helt spærret i nordgående retning ved ulykkesstedet. Senere er der blevet åbnet et spor, så trafikken kan køre forbi, men der må forventes kø.

- Højre spor spærret, uheld, politi og redningsmandskab er på stedet, vejen forventes tidligst ryddet klokken 10, lyder det i en melding fra Vejdirektoratet omkring klokken 09.20.

/ritzau/