Tre fængslet for skudtrusler på Fisketorvet
Tre mænd truede ifølge politiets sigtelse i november med at skyde deres offer, hvis ikke han makkede ret. Truslerne blev fremsat i indkøbscentret Fisketorvet i København først på aftenen.
Fredag valgte en dommer i København på baggrund af politiets sigtelse at varetægtsfængsle de tre mænd i foreløbig ti dage.
Mændene, der alle er 19 år gamle, tvang ifølge sigtelsen deres offer til at udlevere sit dankort og pinkode.
Ifølge sigtelsen skulle de have udsat offeret for vold, ligesom de angiveligt også havde truet med at skyde ham.
Efter at have fået dankortet udleveret gik mændene ifølge politiet på togt i indkøbscentret, hvor de i forskellige forretninger brugte kortet.
Alt i alt fik mændene ifølge politiets sigtelse et udbytte på en værdi svarende til 29.910 kroner.
Fredagens grundlovsforhør foregik af hensyn til politiets videre efterforskning i sagen for lukkede døre. Derfor kan der ikke oplyses nærmere detaljer om røveriet.
De tre mænd, som nu skal en tur i arresten, nægtede sig alle skyldige i den rejste sigtelse.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned