Tre fængslet for vold med kniv og kødøkse
To yngre mænd blev tirsdag morgen udsat for vold i en lejlighed i Aalborg, hvor en kniv og en kødøkse blev brugt som våben.
Mændene måtte på skadestuen med snitsår og rifter, men de blev begge udskrevet senere tirsdag.
Politiet anholdt efter overfaldet tre mænd og en kvinde. De er alle først i 20'erne.
Kvinden er efter et grundlovsforhør blevet sat på fri fod, mens de tre mænd alle er blevet varetægtsfængslet i 14 dage.
Grundlovsforhøret skete for lukkede døre, og derfor er det sparsomt med oplysninger om overfaldet, bortset fra at mændene sigtes for grov vold.
Politiet anser det for en skærpende omstændighed, at mændene tidligere er dømt for at have begået vold.
De nægter sig alle skyldige og kærede på stedet fængslingen til Vestre Landsret, oplyser lederen af efterforskningen i Nordjyllands Politi, Ole Jensen.
- Nu efterforsker vi videre for at finde ud af, hvad det var der skete i lejligheden, siger Ole Jensen.
Tirsdag var politiet allerede i gang med at undersøge den lejlighed på Hadsundvej, hvor volden fandt sted. Blandt andet har man sikret sig kniven og kødøksen.
Motivet er ikke endeligt klarlagt, men politiet har et foreløbigt billede af episoden.
- Det ser ud til, at det har en været en selvtægtslignende situation, siger Ole Jensen.
Kvartetten har tilsyneladende haft mistanke om, at den ene af mændene i lejligheden for nogle dage siden begik indbrud i en af de anholdtes hjem. Og det skulle angiveligt være grunden til, at de to blev opsøgt.
De formodede gerningsmænd blev anholdt i en VW Golf, hvor politiet fandt et fjernsyn og andre effekter.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde