Tre fængslet i sag om bortførelse af barn

Tre mænd er torsdag ved Retten i Viborg blevet varetægtsfængslede i en sag om et barn, der er blevet bortført til udlandet.

Barnet, som sagen handler om, er syv år gammelt og kommer fra Silkeborg-området, mens de tre fængslede mænd ikke er danskere af oprindelse, men bor her i Danmark, oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

- Det kunne meget vel være, at der skal ske flere anholdelser i sagen, hvor der pågår en efterforskning, siger vicepolitiinspektør Michael Kjeldgaard til Ritzau.

Ifølge politiet drejer sagen sig i store træk om et forældrepar, hvor den ene er rejst til udlandet, og på den måde unddrager den anden part forældremyndigheden over barnet.

De tre anholdte er varetægtsfængslet for medvirken i sagen. Dermed har de angiveligt hjulpet den bortrejste forælder med at rejse til udlandet med barnet.

Men af hensyn til efterforskningen er politiet dog ellers særdeles sparsom med oplysninger i sagen.

- De tre mistænkte er fængslet frem til 2. november, men da sagen er foregået for lukkede døre, kan jeg ikke fortælle nærmere om detaljer, fortæller Michael Kjeldgaard.

- Vi vil kunne fortælle mere om sagen på et senere tidspunkt, når vi er længere fremme i efterforskningen, tilføjer han.

I straffeloven er paragraffen omkring unddragelse af forældremyndighed sidestillet med paragraffen om ulovlig frihedsberøvelse.

Det betyder, at strafferammen for unddragelse af forældremyndigheden er på fire års fængsel. I særligt grove tilfælde kan strafferammen stige til fængsel i 12 år.

/ritzau/

Politiet udelukker ikke flere anholdelser i sag om bortførelse af barn til udlandet.

Offentliggjort Sidst opdateret