Højesteret har fundet tre mænd skyldige i at planlægge vold mod politiet, fordi de opholdt sig i Ungdomshuset på Nørrebro i København i forbindelse med rydningen for nogle år siden.
Dermed lægger dommerne sig på linje med deres kolleger i både by- og landsret, der også fandt de tre skyldige.
To mænd på 31 og 35 år fik stadfæstet straffen på ni måneders fængsel, mens den tredje - en 22-årig - fik nedsat sin straf fra 12 til 10 måneders fængsel.
Sagen er det sidste store kompleks, der har verseret ved retten efter de kaotiske dage omkring rydningen af Ungdomshuset på Jagtvejen i København.
Ved aktionen mod Ungdomshuset 1. marts 2007 blev politiet mødt med et stort lager af kasteskyts, jernstænger og molotovcocktails.
36 blev anholdt, og 15 måtte i retten med tiltale om forberedelse af grov vold mod politiet. Af dem tog de 10 sagen videre til landsretten, hvor de igen blev idømt ubetinget fængselsstraf.
Tre et halvt år senere er de sidste tre sager nu afsluttet med Højesterets dom.
I dommen er der lagt vægt på, at de tre mænd alle havde en stærk tilknytning til Ungdomshuset. De havde ved flere lejligheder overnattet på Jagtvej og havde deltaget i de såkaldte mandagsmøder, hvor blandt andet planer om barrikader blev diskuteret.
Dertil kommer, at de alle tre var klar over, at brugerne af Ungdomshuset ikke længere måtte benytte ejendommen og derfor stod foran en udsættelse.
De tre mænd har desuden indrømmet et vist kendskab til den store mængde af kasteskyts, bomber og jernstænger.
Derfor fandt Højesteret de tre mænd skyldige i planlægning og forberedelse af omfattende og grov vold, ligesom de også blev dømt for medvirken til forsøg på vold mod politiet, selvom ingen af dem deltog i selve aktionen. De overnattede alle tre i huset op til rydningen, men overgav sig straks de så politiet i huset.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub