Tre mænd er udleveret fra Spanien i kæmpestor hashsag

Københavns Politi har fået udleveret tre danske statsborgere fra Spanien, hvor de har siddet fængslet siden november i en hashsag.

Offentliggjort Sidst opdateret

Der er tale om tre mænd på 44, 49 og 60 år. To af dem bor i Spanien, mens den sidste bor i Holland.

Politiet sigter dem for at have indsmuglet eller forsøgt at indsmugle i alt 6,5 ton hash fra Spanien via Holland til Danmark og Norge.

Smugleriet skal have stået på fra juni til november i år.

Mændene er del af et netværk, hvoraf fire andre i forvejen er varetægtsfængslet.

De tre mænd blev fængslet i Spanien den 15. november for besiddelse af 156 kilo hash. Onsdag blev de udleveret, og torsdag blev de af en dommer varetægtsfængslet i hver 27 dage.

Inden han kom i søgelyset i denne sag, var den 44-årige i forvejen eftersøgt i Danmark, fordi han var udeblevet efter udgang fra en fængselsstraf på syv år for indsmugling af hash.

Den nye store hashsag mod blandt andre ham er blevet efterforsket i samarbejde med politiet i Spanien og Norge samt den særlige bandeenhed Task Force Øst, som onsdag anholdt tre personer, hvoraf i hvert fald en menes at spille en rolle i netværket.

Disse tre personer har forbindelse til Christiania og til rocker- og bandemiljøet og anses af politiet for at være organiserede kriminelle bagmænd.

I denne sag drejer det sig om tre mænd på 40, 37 og 36 år, der torsdag blev varetægtsfængslet i hver fire uger for at have indsmuglet eller forsøgt at indsmugle hash, som ifølge politiet skulle sælges på Christiania.

Politiet mener, at de har forsøgt at indsmugle mellem 222 og 322 kilo hash i lastbiler fra Spanien, og sommeren fandt grundlag for i hvert fald at fængsle dem for de 172 kilo hash, oplyser anklager Alexander Dzougov.

/ritzau/