Tre mænd varetægtsfængsles efter knivstik i villa i Nivå
Der var tale om et opgør mellem to familier, da en 55-årig mand blev dræbt og en 30-årig mand blev stukket.
Tre mænd fra samme familie bliver varetægtsfængslet i fire uger i en sag om et knivstikkeri i Nivå, hvor en mand blev dræbt og en anden såret.
De tre mænd, der er henholdsvis 19, 24 og 54 år, sigtes for manddrab og forsøg på manddrab.
Det skriver Sjællandske Mediers netmedie, sn.dk.
Da politiets anklager søndag ved grundlovsforhøret læste sigtelsen højt, kom det ifølge sn.dk frem, at der var tale om et opgør mellem to familier.
Lørdag sidst på eftermiddagen skal de to familier være kommet op at skændes i en villa i Nivå.
Skænderiet udviklede sig ifølge sigtelsen, og endte i villaens have, hvor medlemmerne af den ene familie forsøgte at forsvare sig med havemøbler.
En 55-årig mand fik to dødbringende knivstik i maven, mens en 30-årig mand fra samme familie blev stukket i siden og bragt til hospitalet i kritisk tilstand.
Han er søndag uden for livsfare, skriver sn.dk.
Politiet mener, at de tre anholdte i sagen i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse stod bag knivstikkeriet.
Derfor sigtes de alle tre for manddrab og forsøg på manddrab.
Ifølge sn.dk har den 19-årige og den 54-årige nægtet sig skyldig i sigtelserne, mens den 24-årige er kommet med en delvis erkendelse.
Han har erkendt, at han førte kniven, men har nægtet sig skyldig i manddrab og forsøg på manddrab. I stedet oplyser hans forsvarer, at den 24-årige mener, at der var tale om nødværge eller grov vold med døden til følge.
Der er blevet nedlagt navneforbud i sagen.
Derudover blev dørene lukket undervejs i grundlovsforhøret af hensyn til efterforskningen, da anklageren mente, at vidneudsagn fra de tre sigtede vil kunne påvirke andre vidners forklaring.
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde