Tre maskerede mænd truer med pistol og vælter kiosk-ansat
Tre mænd har mandag aften begået et røveri mod en kiosk i Bagsværd, men politiet har intet signalement.
En ansat i en kiosk er mandag aften blevet udsat for et røveri, da tre maskerede mænd truede sig til forskellige værdier.
Mændene truede den ansatte med en pistol og væltede ham omkuld, lyder det fra Københavns Vestegns Politi.
- Vi har haft et røveri med en pistol, da tre maskerede mænd indfandt sig i en kiosk på Buddinge Hovedgade i Bagsværd, siger vagtchef Brian Munck.
- Den ansatte blev også væltet omkuld ved røveriet, siger vagtchefen videre.
Politiet fik anmeldelsen om røveriet klokken 22.42.
Det er dog sparsomt med oplysninger om gerningsmændene.
- Vi har ikke noget signalement at gå efter. Vi ved kun, at det var tre maskerede mænd, og at der blev set én pistol. Nu må vi se, om der er videoovervågning, eller om vi kan løbe det op på anden måde, siger Brian Munck.
Det står endnu ikke helt klart, hvor meget røverne kom væk med. Udbyttet er sent mandag opgjort til i hvert fald at omfatte en mobiltelefon og et større pengebeløb, der endnu ikke er optalt.
Der var så vidt vides ingen kunder i kiosken, da røveriet fandt sted.
Den ansatte har det efter omstændighederne godt.
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde