Tre ofre for justitsmord får flere penge

Tre unge mænd har ved retten i Kolding fået tilkendt forhøjet erstatning, efter at de sad næsten 14 måneder uretmæssigt fængslet for en påstået gruppevoldtægt.

Retten valgte at tilkende de tre 100 procent oven i den sædvanlige erstatning, på grund af sagens usædvanlige omstændigheder. I første omgang havde de unge kun fået 25 procent.

I kroner og øre betyder det henholdsvis 124.000, 220.550 og 307.325 kroner oven i de mellem 300.000 og 400.000 kroner, de fik i første omgang.

De tre unge mænd blev anklaget - og senere dømt - for at have voldtaget en dengang 15-årig pige på et banegårdstoilet i Fredericia. Selv om drengene nægtede sig skyldige, troede såvel byret som landsret på pigens forklaring.

Først da pigen overfor en af de dømtes bror indrømmede, at hun havde løjet, blev sagen taget op igen i Vestre Landsret, og drengene blev frifundet. Da havde de allerede afsonet næsten 14 måneder.

Rigsadvokaten tildelte dengang drengene erstatninger på mellem 300.000 og 400.000 kroner, en sum der følger de sædvanlige takster for uretmæssig fængsling for voldtægt. Derudover var der lagt 50.000 kroner oveni.

Men det var altså ikke nok, fastslår retten i Kolding, hvor dommer Kristin Bergh lagde særlig vægt på de anklagedes unge alder, anklagernes grove karakter samt at de blev dømt i både by- og landsret.

De tre unge var 15, 16 og 17 år, da de blev anholdt i 2008.

De tre unge mænds advokater, Mette Grith Stage og Henning Zacho Larsen, havde krævet 125 procent oven i den oprindelige erstatning, men erklærer sig tilfredse med afgørelsen.

Det er endnu ikke afgjort, om anklagemyndigheden vil anke kendelsen.

/ritzau/

Tre unge mænd får flere hundrede tusinde kroner ekstra i erstatning, efter at have siddet uskyldigt i fængsel.

Offentliggjort Sidst opdateret