Tre personer dræbt efter skyderi i svensk by

Et større område er spærret af i den svenske by Uppsala efter et muligt skyderi tirsdag. Ifølge svenske medier er flere personer dræbt. Foto: 10080 Fredrik Sandberg /Tt/Ritzau Scanpix

Tre personer har mistet livet efter et skyderi i Uppsala. En større politiaktion er i gang.

Offentliggjort Sidst opdateret

Tre personer er blevet dræbt efter et skyderi i den svenske by Uppsala tirsdag.

Det bekræfter svensk politi tirsdag aften på politiets hjemmeside.

- Tre personer er bekræftet døde efter en skudepisode. Da politiet fortsat arbejder på at identificere de afdøde, vil politiet understrege, at ingen pårørende er blevet underrettet, skriver det svenske politi i meddelelsen.

- Politiet efterforsker hændelsen som drab, lyder det videre.

Ifølge det regionale dagblad Upsala Nya Tidning jagter politiet en eller flere gerningspersoner, og ingen er blevet anholdt endnu.

Skyderiet fandt sted på Vaksala torv i den centrale del af Uppsala, der ligger godt 60 kilometer nord for hovedstaden Stockholm.

Ifølge svenske Aftonbladet skulle en mistænkt gerningsperson være stukket af på et elektrisk løbehjul.

Svensk politi oplyste tidligere tirsdag, at man lidt efter klokken 17 begyndte at få opkald fra borgere, der fortalte, at de havde hørt høje brag, der lød som skud i byens centrum.

Det fik politiet til at rykke talstærkt ud.

Flere personer blev herefter fundet med skader, der tydede på, at de var blevet ramt af skud, oplyste politiet.

Politiet har afspærret et større område omkring Vaksala torv, og en efterforskning er i gang på stedet, lyder det. Beboere er ifølge flere svenske medier blevet evakueret.

En politihelikopter deltager også i arbejdet.

SVT har talt med flere vidner på stedet, der hævder at have hørt flere skud.

Et anonymt vidne siger til det svenske medie, at vedkommende hørte fem skud og så folk løbe i forskellige retninger og gemme sig.

Togforbindelserne til og fra Uppsala blev midlertidigt afbrudt på grund af skyderiet, skriver SVT.

/ritzau/