Tre personer såret af knivstik ved banegård og på spillested
Københavns Politi efterforsker fredag aften to knivstikkeriet. Drenge på 15, 16 og en mand på 19 er såret.
Københavns Politi meldte fredag aften om tre tilskadekomne i forbindelse med et knivstikkeri på Københavns Hovedbanegård og et tilsvarende på spillestedet Rust i Guldbergsgade på Nørrebro.
- Vi har anholdt to personer i forbindelse med knivstikkeriet på Hovedbanegården, hvor vi skal have klarlagt deres færden, fortalte vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi fredag aften.
De to tilskadekomne er en dreng på 16 år og en ung mand på 19 år. De er begge uden for livsfare, oplyser vagtchef Søren Lauritzen natten til lørdag.
Den ene er blevet stukket i maveregionen, mens den anden er blevet stukket i arm eller ben, oplyser han.
De anholdte er to drenge på 15 og 16 år. De er begge blevet løsladt igen natten til lørdag, men er begge sigtet for medvirken til kvalificeret vold.
- De er løsladt igen, fordi deres rolle i sagen stadig er uklar. Vi ved, at der har været flere involveret i sagen, og arbejder stadig på at klarlægge hele hændelsesforløbet, siger Søren Lauritzen.
Politiet modtog anmeldelsen om knivstikkeriet på Hovedbanegården klokken 19.50. Episoden skal være foregået på perronerne.
En af de tilskadekomne søgte efterfølgende til Rådhuspladsen, som ligger cirka fem minutters gang fra Hovedbanegården. Politiet var derfor også til stede i området omkring Rådhuset fredag aften.
En god times tid efter episoden ved Hovedbanegården modtog politiet en anmeldelse om knivstikkeri fra spillestedet Rust, som ligger på Guldbergsgade på Nørrebro.
Her blev en 15-årig dreng stukket i armen inde på selve spillestedet. Heller ikke han skulle være livstruende såret.
Politiet har endnu ikke foretaget anholdelse i den sag.
Seneste artikler
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde