Tre røvere, der torsdag gik løs på den eksklusive guldsmed Hvelplund på Strøget i København, slap af sted med dyre ure til en samlet værdi af op imod 1,5 millioner kroner.
Det fremgik, da tre mænd, som politiet mistænker i sagen, fredag blev stillet for en dommer i Københavns Dommervagt.
I grundlovsforhøret, der foregik for lukkede døre, blev de varetægtsfængslet i hver 27 dage sigtet for særlig groft røveri.
Sammen med en fjerdemand, der endnu ikke er anholdt, indfandt røverne sig i juvelerbutikken, hvor de med en skarpladt pistol truede personalet til at udlevere de dyre ure.
De tre mænd, to på 24 år og en på 21 år, nægter sig skyldige og ønskede ikke at udtale sig i retten. De er alle fra Serbien.
Efter røveriet blev flugtbilen, en stjålen Audi, fundet i en baggård i Nyhavn, hvor den ene af mændene blev anholdt, og hvor politiet også fandt røvernes våben, beklædning og en del af byttet.
De to andre fandt politiet på en gangbro ved Østerport Station.
Muligvis har ordensmagten fundet udbyttet fra røveriet. En borger ringede fredag formiddag om en pose i en baggård i Peder Skrams Gade, og den viste sig at indeholde ure og smykker.
Adskillige gange har guldsmede og juvelerer i København været udsat for røvere, der er gået brutalt til værks.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned