Tre skal i fængsel for milliontyverier i muskelbiler
Tre mænd i trediverne er ved Retten i Aarhus onsdag idømt fængselsstraffe for tyveri af såkaldte muskelbiler, som senere blev brugt til en række røverier i Østjylland.
Den hårdeste straf tilfaldt David Kronborg Leth, der skal seks år i fængsel. Allan Benedicht Hansen fik fem og et halvt års fængsel, mens Johnny Louis Namubiru Conrad fik en dom på tre og et halvt års fængsel.
Efterfølgende ankede alle tre dommen til frifindelse.
Samlet løber udbyttet af både røverier, tyverier og de stjålne biler op i flere millioner.
De stjålne muskelbiler, som blandt andet omfatter en Audi S6 og BMW M3 Coupe, blev brugt som transportmiddel og flugtbil ved flere bankrøverier og tyverier, som fandt sted i perioden fra september 2012 til slutningen af januar 2013.
I kampen for at infiltrere den røverbande, som de tre mænd er en del af, har politiet blandt andet rumaflyttet de dyre stjålne biler og overvåget dem med sendere.
På lydoptagelserne har politiet blandt andet sporet sig ind på en af de dømte gennem hans meget markante aarhusianske accent, fortalte en politiassistent under et af retsmøderne.
Tre personer er tidligere dømt i sagen. De har fået domme fra to år og tre måneders fængsel og op til fem års fængsel.
Røverier, tyverier og fængselsstraf er ikke ukendt land for røverbanden, der af politiet beskrives som garvede kriminelle.
Flere af dem deltog i 2007 i et kup mod en værdicentral i Brabrand, hvor det lykkedes dem at slippe af sted med 27 millioner kroner.
I februar 2009 kostede det fem gerningsmænd fire års fængsel for tyveri, da der hverken var anvendt vold eller trusler ved kuppet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde