Tre unge fodboldvenner dræbt i bilulykke

En fjerde er indlagt på Rigshospitalets traumecenter, hvor han ligger i respirator.

Han svæver søndag aften fortsat mellem liv og død. Det siger vagtchef Dan Warming, Midt- og Vestsjællands Politi.

De unge kom kørende ad Køgevej, da bilen skred af vejen og med høj fart kørte ind i et træ.

Bilinspektøren hos politiet vurderer, at bilen i ulykkesøjeblikket kørte mindst 160 kilometer i timen. Desuden var det muligvis glat på vejen.

Ved ulykken blev bilen ifølge politiet næsten delt i to.

Tre af de unge blev slynget ud, mens den fjerde blev klemt fast inde i bilen.

To af de omkomne var 18 år, mens den tredje var en 19-årig mand. Den hårdt kvæstede, der er overført til Rigshospitalet, er 18 år.

De fire unge er barndomsvenner og fodboldkammerater og kommer alle fra Havdrup-området ved Roskilde.

Tre af de unge var aktive på førsteholdet i boldklubben Roskilde KFUM, og de var for få dage siden vendt hjem efter en fodboldtræningslejr i Tyrkiet.

Ulykken skete omkring klokken 03.30, da de unge i bilen var på vej hjem fra en bytur i Roskilde.

Det var vidner, der anmeldte ulykken, da de så lyset fra bilens forlygter blive kastet rundt.

Men politiet ved fortsat ikke, hvad der er sket op til ulykken.

- Vi er i gang med at undersøge, hvem der var chauffør på bilen, og vi venter også på svar på blodprøver, siger vagtchef Dan Warming.

Alle pårørende er underrettet om ulykken.

Venner til de fire unge holdt søndag aften en mindehøjtidelighed med blomster, lys og fakler på ulykkesstedet på Køgevej, skriver ekstrabladet.dk.

/ritzau/

Tre unge mænd blev natten til søndag dræbt i en voldsom bilulykke på Køgevej ved Tjæreby syd for Roskilde.

Offentliggjort Sidst opdateret