Tre unge mænd er blevet anholdt for drabet sent tirsdag aften i Køge.
To af dem kommer fra København og har tilknytning til indre Nørrebro, mens den sidste er fra Køge. Alle er 22 år.
De sigtes for ved et såkaldt drive-by skyderi at have dræbt en jævnaldrende mand med et skud i ryggen, da han sad i en parkeret bil på Nylandsvej i Køge.
Drabet skete lidt efter klokken 23, og hurtigt rykkede betjente ud for at anholde de tre. Det skete inden klokken to, oplyser politiinspektør Klaus Munk Nielsen i Midt- og Vestsjællands Politi.
Hele formiddagen onsdag har politiet tilbageholdt oplysningen om anholdelserne.
- Afhøringer i dag har underbygget mistanken mod dem, og de sigtes for drabet og skal fremstilles i grundlovsforhør, siger han.
Politiinspektøren vil ikke direkte besvare spørgsmålet om, hvorvidt de anholdte er aktive i bandemiljøet.
- De har optrådt i nogle sammenhænge, der gjorde, at vi forholdsvist hurtigt kiggede på dem, siger han.
Både den 22-årige, der mistede livet, og hans kammerat sad i en bil på Nylandsvej, da de op mod 10 skud blev affyret mod dem.
Politiet undersøger forlydender om, at de var på besøg i en hashklub.
Onsdag eftermiddag skal en dommer i Roskilde afgøre, om politiets materiale mod de tre er stærkt nok til at begrunde en varetægtsfængsling.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker