Tricktyv havde kage med

 

Tricktyve har mange gode undskyldninger i forsøget på at komme ind hos folk. Det måtte en 87-årig kvinde fra Søndergade i Stubbekøbing desværre sande fredag ved 12.45-tiden, da hun fik besøg at en ung kvinde, der talte gebrokkent dansk.

Den unge kvinde forklarede, at hun lige var flyttet ind ovenpå, og nu ville hun lige hilse på sin nye underbo, og derfor havde hun taget lidt kage med.

Mens hun afledte den ældre kvindes opmærksomhed lykkedes det en medgerningsmand eller -kvinde at stjæle et ikke nærmere oplyst pengebeløb fra en kommode kvindes stue. Derudover er der også forsvundet penge fra den 87-åriges pung.

Tricktyven beskrives som cirka 25 år og med langt lyst hår. Ved tyveriet var hun blandt andet iført strømpebukser og mørkt tøj. Samme fremgangsmåde blev iøvrigt også brugt under et tricktyveri mod en ældre mand i Næstved dagen efter.
Lokalpolitiet i Nykøbing vil gerne høre fra folk, der måtte have oplysninger i sagen.

En ældre kvinde fra Stubbekøbing blev fredag udsat for et tricktyveri i sit hjem. Tyven kom ind ved at udgive sig for at være en ny nabo og havde taget kage med.

Offentliggjort Sidst opdateret