Trio fængslet for voldsomt gaderøveri ved Rådhuspladsen

Overfaldet skete ud for Vester Voldgade 11 tæt ved Rådhuspladsen. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Tre mænd på 18, 24 og 45 år er blevet varetægtsfængslet for et gaderøveri, hvor offeret blev slået med pistol.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 56-årig mand blev i oktober overfaldt og berøvet på åben gade tæt på Rådhuspladsen i København.

Fredag blev tre mænd varetægtsfængslet i 27 dage i sagen. Der er tale om tre mænd på 18, 24 og 45 år. De blev anholdt torsdag.

Overfaldet fandt sted 22. oktober midt på dagen lidt over klokken 12 ud for Vester Voldgade 11 i det indre København - et stenkast fra Rådhuspladsen.

Ifølge sigtelsen udleverede den 45-årige inden overfaldet sammen med en fortsat ukendt medgerningsmand en pistol til de to yngre mænd, der er blevet fængslet i sagen.

Den 56-årige mand, som endte med at blive overfaldt, blev derefter udpeget af den 45-årige og den ukendte medgerningsmand.

Den 18-årige og den 24-årige tog derefter fat i den 56-årige, hvilket resulterede i, at den 56-årige blev slået flere gange i hovedet og på kroppen - blandt andet med pistolen - og fik stjålet sin attachémappe, hvori der blandt andet lå en tegnebog med 1500 kroner i.

Attachémappen blev derefter udleveret til den 45-årige og den ukendte gerningsmand, lyder det i sigtelsen.

Alle tre sigtede nægter sig skyldige. I grundlovsforhøret fredag var det kun den 45-årige, der ville udtale sig, men det foregik bag lukkede døre og altså ikke med pressen til stede.

Efter overfaldet var politiet massivt til stede på Vester Voldgade, som blev spærret af.

Til B.T. fortalte vidner, at personen, der blev overfaldet, havde blod i ansigtet og var blevet hentet af en ambulance.

/ritzau/