Trio nægter sig skyldig i økseoverfald på Amager
De tre mænd blev fremstillet i grundlovsforhør i Dommervagten i Københavns Byret. (Arkivfoto). Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
To mænd er blevet varetægtsfængslet i sag om økseoverfald på Amager. En tredje har fået anholdelse opretholdt.
Tre mænd på 24, 31 og 45 år nægter sig i et grundlovsforhør skyldige i sagen om et overfald på Amager natten til tirsdag, hvor en mand blandt andet blev ramt i baghovedet med en økse.
De tre mænd er sigtet for drabsforsøg, subsidiært for vold af særlig rå, brutal og farlig karakter.
To af dem - den 24-årige og den 31-årige - er blevet varetægtsfængslet i 27 dage, mens den 45-årige har fået sin anholdelse opretholdt i tre døgn.
Det giver politiet mulighed for at efterforske sagen - og den 45-åriges involvering i den - nærmere, inden en dommer skal tage stilling til, om han skal løslades eller varetægtsfængsles.
Overfaldet fandt sted ved 01-tiden natten til tirsdag på et værelse på et botilbud på Sundholmsvej på Amager.
Her blev en 29-årig mand overfaldet. Ifølge sigtelsen blev han ramt af knytnæveslag, ligesom han blev ramt i baghovedet med en økse, hvilket skal have bragt hans liv i fare.
Den 29-årige blev bragt til hospitalet efter episoden. Tirsdag formiddag lød det fra politiet, at han var svært tilskadekommen.
De tre mænd blev anholdt ved gerningsstedet natten til tirsdag. Politiet har meldt ud, at man arbejdede med flere teorier om, hvad der kan være motivet, men har ikke villet fortælle, hvilke motiver det kan være, eller om der er relation mellem offeret og de formodede gerningsmænd.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker