Trods 200 henvendelser leder politi stadig efter voldtægtsmistænkt
Nordjyllands Politi deler nye billeder af cykel, som voldtægtsmistænkt er set cykle på, i Aalborg.
Til trods for mere end 200 henvendelser fra borgere er det ikke lykkedes for Nordjyllands Politi at identificere den mistænkte i en sag om voldtægt og voldtægtsforsøg i Aalborg.
Det siger politikommissær Carsten Straszek, som er efterforskningsleder, i en pressemeddelelse.
Han fortæller, at politiet på baggrund af borgerhenvendelserne har haft omkring 15 konkrete personer, som man kunne undersøge i sagen.
- Og det har vi øjeblikkeligt gjort, men ingen af disse henvendelser har ført til identifikation af den mistænkte mand. Disse personer har ikke været den person, som man ser på billeder og videoer, lyder det fra Carsten Straszek.
Politiet har flere gange tidligere delt billeder af den mand, som er mistænkt for at have begået voldtægt mod en kvinde og forsøgt at voldtage en anden 20. oktober.
Han er blandt andet set cykle med en fladskærm på en damecykel dagen efter.
I pressemeddelelsen mandag deler politiet nye billeder af damecyklen, som er rød med en gul kurv. Ifølge politiet er den meldt stjålet i starten af oktober. Men politiet mener ikke, at det er den mistænkte, som er tyven.
Han er formentlig først kommet i besiddelse af den enten 20. oktober eller 21. oktober.
Ifølge vidner taler den mistænkte ikke dansk, og politiet vurderer, at den mistænkte mand muligvis har haft et kortere ophold i Aalborg. Politiet kan dog ikke udelukke, at han stadig befinder sig i byen.
Nordjyllands Politi har blandt andet indhentet og gennemset videoovervågning fra forskellige steder i Aalborg. Man har også undersøgt en lang række lokationer i efterforskningen, siger Carsten Straszek i pressemeddelelsen.
Har man oplysninger i sagen, opfordrer politiet til, at man ringer på telefon 114.
/ritzau/
Seneste artikler
Ansatte barrikaderede sig med lænestole: Strakspåbud til bosted
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker