Trods masser af regn: Brandvæsnet kaldt ud til naturbrand

Arkivfoto: Claus Hansen

Lolland-Falster Brandvæsen måtte søndag eftermiddag rykke ud til en mindre naturbrand på Lolland.

Offentliggjort Sidst opdateret

Årstiden og den seneste tids massive regn og oversvømmelser taget i betragtning, så var det en lidt usædvanlig melding, da Lolland-Falster Brandvæsen klokken 15.15 søndag eftermiddag blev kaldt ud til en mindre naturbrand på Stibankevejen lidt sydøst for Søllested.

Her var der gået ild i en stor kompostbunke, der blandt andet bestod af nogle grene.

Ifølge indsatsleder Jesper Atkinson Pedersen fra Lolland-Falster Brandvæsen var der forud for branden blevet tømt en askeskuffe i kompostbunken, og selvom det altså generelt er vådt i naturen, så var der tørt nok i midten af kompostbunken til, at gløderne fra asken kunne antænde en mindre brand.

Det tog dog brandvæsnet under en halv time at slukke ilden, og der var på intet tidspunkt fare for, at branden skulle sprede sig til noget andet, oplyser indsatslederen. Ingen mennesker kom noget til.