- Troede han skulle dø

Foto: "Louise" står ved det sted, hvor hendes kæreste lå og blødte efter det meningsløse overfald natten til søndag.

Den ene af tre mænd, der blev overfaldet natten til søndag, var slemt tilredt efter at være blevet overfaldet af en gruppe voldsmænd. Hans kæreste fortæller her sin version af overfaldet.

Offentliggjort Sidst opdateret

Natten til søndag var tre mænd udsat for et groft overfald henholdsvis foran diskotek Plaze i Nykøbing og ikke mindst i Folketidendes parkeringsgård. Nu fortæller kæresten til det ene offer sin historie, men ønsker samtidig at være anonym af frygt for repressalier fra gerningsmændene, der i skrivende stund ikke er anholdt.

- Vi stod to kvinder og tre mænd og snakkede ude foran Plaze, fortæller "Louise".

Mens de stod der, kom to mænd og spurgte om der var nogle der havde en cigaret de kunne få. Det var der ikke.

- Vi gik lidt væk derfra, men en af drengene, som vi her i artiklen kalder "Ole", blev tilbage og snakkede med de to mænd. Pludselig skreg han og det fik min kæreste og min ven, som vi kalder "Mads", til at løbe hen for at hjælpe. De to mænd havde taget kvælertag og han var kortvarigt besvimet, fortæller "Louise".

Hun oplyser, at de to dørmænd jog de to mænd væk fra stedet og det fik gruppen til at gå lidt væk for at sunde sig - nemlig lidt nedad en nærliggende sti, som fører ned til Folketidendes parkeringsgård.

- Pludselig løb min kæreste væk og 6-7 mænd kom løbende forbi os andre og forfulgte ham. "Ole" og "Mads" løb efter. Jeg kunne ikke løbe så stærkt, da jeg havde høje hæle på, fortæller "Louise".

- Da jeg kom ned i gården var der kun to mænd tilbage der sloges med "Ole", men de stak hurtigt af. Jeg så min kæreste lå på jorden i en gyde, hvor "Mads" sad på knæ ved siden af min kæreste. Jeg forstod slet ikke hvad det var der var sket. Da jeg kom hen til ham, satte jeg mig på knæ ved siden af ham.

- Jeg kørte mine fingre igennem hans hår, men da jeg kiggede på min hånd var den indsmurt i blod. Så fik jeg kigget på hans ansigt. Han havde blod sivende fra munden, næsen, og flænger i øjenbrynet og læben. Hans ene øje var helt rødt og forslået, og han havde sparkmærker langs med hovedet. Han hev så frygteligt efter vejret, og selvom jeg sagde hans navn gang på gang reagerede han ikke. Øjnene kørte rundt i hovedet på ham. Lige pludselig blev hans vejrtrækning meget tung, og han lukkede øjnene.

- På det tidspunkt var Mads løbet efter politiet, så "Ole" sad der i stedet. Jeg troede min kæreste var død. Jeg skreg og jeg tudede, jeg sagde at han skulle blive hos mig, og at han ikke måtte forlade mig. Ole ruskede i ham og råbte hans navn op til flere gange.

Læs mere