Truende mail til jysk gymnasium havnede i spamfilter
Mens andre politikredse anmeldte mails med truende indhold til politiet, var en lignende mail endt i spamfilteret hos Fredericia Gymnasium. (Arkivfoto). Foto: Silas Stein/Ritzau Scanpix
I hvert fald 28 skoler og uddannelsesinstitutioner modtog tirsdag truende mail fra ukendt afsender.
Fredericia Gymnasium var en ud af en række uddannelsesinstitutioner landet over, der tirsdag modtog en truende mail.
Men mens mange andre modtagere af mailene indgav en politianmeldelse om morgenen eller formiddagen, kom anmeldelsen fra Fredericia Gymnasium først klokken 13.33.
Det skyldtes, at mailen var havnet i spamfilteret i gymnasiets mailindbakke.
Det skriver Fredericia Dagblad.
Politiet modtog tirsdag i hvert fald 28 anmeldelser om truende mails, oplyser Østjyllands Politi, der står for den samlede efterforskning af sagen.
Det var ved 08-tiden tirsdag, at der begyndte at tikke anmeldelser ind hos landets politikredse.
- Det er en mail indeholdende flere forskellige former for trusler, herunder bombetrusler, og der er umiddelbart tale om en enslydende mail, som er modtaget rundtom i landet på skoler og uddannelsesinstitutioner, sagde Østjyllands Politi tirsdag.
Det er uvist, hvem der har sendt mailen.
Rigspolitiet oplyste tirsdag, at der ikke var grund til at evakuere skolerne og uddannelsesinstitutionerne på grund af trusselsmailene.
Tilsyneladende var mailene ikke rettet direkte mod den enkelte uddannelsesinstitution. Ifølge Fredericia Dagblad var dele af mailen, der endte i spamfilteret, skrevet på dårligt formuleret dansk, andet stod på fransk.
Tirsdag eftermiddag kunne Østjyllands Politi oplyse, at Danmark hverken var det første eller eneste land, der var blevet udsat for omfattende trusselsmails.
Flere andre lande har oplevet lignende for nylig, og derfor er dansk politi i kontakt med relevante udenlandske politimyndigheder rundtom i Europa.
Politiet vil ikke oplyse nærmere om indholdet af de truende mails. Begrundelsen for dette er, at det indgår som afgørende bevismateriale i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned