Truslen fra cyberspionage er fortsat på højeste niveau
Center for Cybersikkerhed har mandag offentliggjort sin årlige trusselsvurdering. Truslen for cyberspionage og cyberkriminalitet i Danmark er fortsat meget høj, lyder det. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Cybertruslen mod særligt energi-, sundheds- og søfartssektoren er meget høj, lyder det i ny vurdering.
Truslen fra cyberspionage er fortsat meget høj.
Sådan lyder vurderingen fra Center for Cybersikkerhed (CFCS) under Forsvarets Efterretningstjeneste, der mandag er kommet med sin årlige trusselsvurdering.
- Cybertruslen er alvorlig eller meget høj. Vi kan ikke komme højere op på trusselsskalaen. Det betyder, at der er en række ondsindede hackere, som har viljen til at gøre det og er i stand til at gennemføre det, siger Thomas Lund-Sørensen, chef for CFCS.
Det er særligt de dele af staten, der beskæftiger sig med udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, som fremmede stater fortsat forsøger at udføre cyberspionage imod.
Desuden er truslen for cyberspionage meget høj i samfundsvigtige sektorer som energi, sundhed og søfart. Der er ligeledes en trussel mod finans-, tele- og transportsektoren.
De forskellige sektorer har viden, som fremmede stater kan have en interesse i. Det kan være for at udnytte oplysningerne selv eller videregive dem til virksomheder i landet.
CFCS vurderer, at det er nogle få stater, som forsøger at udføre cyberspionage mod myndigheder og virksomheder i Danmark. Centret nævner, at særligt Rusland og Kina råder over avancerede cyberkapaciteter.
Det er ifølge CFCS desuden sandsynligt, at Iran og Nordkorea også anvender cyberkapaciteter mod mål verden over.
- Mens de to sidste måske især har et regionalt fokus i forhold til Mellemøsten og Den Koreanske Halvø, så har Rusland og Kina en global kapacitet til faktisk at gennemføre cyberangreb, siger Thomas Lund-Sørensen.
I trusselsvurderingen nævnes desuden, at hackerangreb i fremtiden ventes at få flere konsekvenser for den fysiske verden. Det gælder eksempelvis ting som højttalere, selvkørende biler og termostater, som kobles op på internettet.
Centret advarer også om, at truslen fra cyberkriminelle er meget høj. Det handler eksempelvis om angreb gennem mails, hvor angriberen kræver en løsesum for at låse data op.
Senest 17. juni skal der være folketingsvalg, men det snarlige valg er ikke udsat for en særlig stor trussel fra hackere, lyder vurderingen:
- I forhold til folketingsvalget og selve valghandlingen anser vi det danske system for at være relativt robust. Det er svært at forestille sig, at et digitalt hackerangreb vil kunne forstyrre valghandlingen på en alvorlig facon.
- For så vidt angår kampagnerne i løbet af en valgkamp, er der stadig en risiko for, at fremmede stater kan gå ind og blande sig i det ved at lave fake news. Men på hackingsiden har vi ikke set væsentlige bevægelser i retning af gennemførelse af den slags angreb.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde