Tuneser kan frit tage hjem til Brabrand

Tuneseren Slim Chafra kan atter vende hjem til sin familie. Det har Integrationsministeriet oplyst Chafras forsvarer, Tyge Trier.

- Chafra tager lige en overnatning mere i Sandholm, og så kan han vende hjem i morgen, onsdag, lyder det fra Tyge Trier.

Tuneseren blev administrativt udvist af Integrationsministeriet i februar 2008 på baggrund af oplysninger fra Politiets Efterretningstjeneste. Den afgørelse kaldte Østre Landsret tirsdag ugyldig med henvisning til mangelfuld domstolsprøvelse.

Den 39-årige tuneser var den direkte årsdag til, at Folketinget i al hast i 2008 vedtog en lov om skærpet meldepligt for udviste mennesker på tålt ophold.

De skal hver dag vise livstegn i Asylcenter Sandholm, og reglerne blev lavet, efter det kom frem, at Chafra boede få kilometer fra bladtegner Kurt Westergaard, som ifølge Politiets Efterretningstjeneste var målet for et drabsplot, orkestreret af netop Chafra.

De regler gælder nu ikke længere for lovens "ophavsmand" selv.

Det var en ordknap Chafra, der rendte ind i pressen efter landsrettens afgørelse.

Efter en omfavnelse og et par dunk i ryggen til sin forsvarer, Tyge Trier, kaldte han afgørelsen for "dejlig".

- Er den mere end dejlig, ville en journalist vide.

- Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, lød det fra en af de senere års mest omtalte personer i det danske retssystem.

/ritzau/

Offentliggjort Sidst opdateret