Tunge narkodrenge får 11 års fængsel

To af de tunge drenge i den østjyske narkobranche har fået en fast adresse hos Kriminalforsorgen de kommende år.

Mændene er af Retten i Århus onsdag blevet idømt hver 11 års fængsel i en stor sag om kokain og heroin. Deres sælger er blevet idømt syv års fængsel.

Den 41-årige Karsten Waarst Schou har valgt at modtage dommen på 11 år, oplyser politiet.

Sammen med den 38-årige Kim Andersen er Waarst Schou dømt for i løbet af et års tid at have solgt 10 kilo hård narkotika, dels heroin og dels kokain.

Anklagen drejede sig om 13,7 kilo, men retten mener ikke, at der er beviser for hele mængden.

Mændene er desuden kendt skyldige i at have opbevaret 3,2 kilo heroin og 1,1 kilo kokain i Schous afdøde fars skur ved en ejendom i Kolt.

Mændene har tjent mange penge på narkosalget. Hos hver af dem konfiskeres 800.000 kroner.

Det er flere år siden, at politiet i Østjylland har haft en lignende stor straffesag om heroin, oplyser anklageren i sagen, Torben Thygesen.

Den tredje dømte i sagen er den 29-årige Patrick Kortsen, der har fået fængsel i syv år.

Hans rolle har været at sælge heroin og kokain for de to andre.

Patrick Kortsen og Kim Andersen har valgt at tage betænkningstid med hensyn til en eventuel anke til Vestre Landsret.

I sagskomplekset er der yderligere syv tiltalte, der har haft mindre roller. Deres sager vil blive afgjort senere af Retten i Århus.

/ritzau/

To mænd har sammen tjent cirka 1,6 millioner på salg af heroin og kokain i Østjylland.

Offentliggjort Sidst opdateret