Tv-indslag giver 40 nye tip i drabssag på Bornholm

Da TV2 Bornholm i september bragte en gennemgang af en uopklaret sag fra 1997 - drabet på den 51-årige servitrice Connie Birgitte Svendsen fra Snellemark i Rønne - gav det op mod 40 henvendelser fra borgerne med oplysninger til sagen.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det fortæller en overrasket politikommissær hos Bornholms Politi, Peter Jørgensen.

- Der blev lavet et lokalt indslag på TV2 Bornholm omkring drabssagen, hvor borgerne blev opfordret til at henvende sig, hvis de mente, at de havde nogle oplysninger til sagen. Og det har de så gjort i stor stil, siger han.

Connie Svendsen arbejdede som servitrice på hotel Hoffmann og blev sidste gang set i live om aftenen den 31. august 1997 klokken 23.00. Hun gik hjem efter en aften i byen med nogle venner.

Hun havde selv lukket morderen ind i lejligheden, hvor de drak kaffe og røg nogle cigaretter. På et tidspunkt i lejligheden overfaldt gerningsmanden Connie Svendsen og gennemtævede hende, inden hun til sidste blev kvalt.

Dagen efter fandt hendes arbejdsgiver hende i lejligheden.

Gerningsmanden er aldrig blevet fundet. Bornholms Politi har et dna-spor i sagen, men man har endnu ikke fundet nogen, som matcher.

Men Peter Jørgensen håber, at de nye tips kan hjælpe med at opklare sagen.

- Flere af dem er selvfølgelig nogen, vi har haft inde i billedet i forvejen og undersøgt, og derfor er de ikke interessante. Men der er nogle, som vi skal have undersøgt nærmere, og det er vi i gang med, siger Peter Jørgensen.

Selvom efterforskningen kan variere fra person til person, forsøger Bornholms Politi at indhente en dna-prøve, hvis man ikke har det i forvejen.

Peter Jørgensen opfordrer stadig folk til at ringe ind med oplysninger, som måske kan hjælpe med at opklare sagen.

/ritzau/