Tv-køber vinder forbrugersag i Højesteret
Højesteret giver tv-køber medhold i sag om køb af et fjernsyn, som ikke kunne modtage nye DR-kanaler, der gik i luften nogle måneder efter købet.
Fjernsynet var et såkaldt MPEG2-apparat og blev købt i januar 2008. I November samme år lancerede DR flere kanaler, der blev sendt i det såkaldte MPEG4-format, som apparatet ikke kunne modtage.
Højesteret mener, at tv-forhandleren burde have informeret tv-køberen om, at han ville blive nødt til at købe en separat boks for at kunne modtage de nye kanaler.
Dommen, som er en stadfæstelse af en dom fra Østre Landsret, betyder at købet bliver ophævet. Fjernsynsapparatet kostede 4999 kroner.
Normalt behandles sager i Højesteret af fem dommere. I denne sag har der været syv dommere på, hvilket indikerer, at Højesteret har anset sagen for at være særlig principiel.
De syv dommere er enige om, at tv-forhandleren, Expert Nordvestsjælland, burde have vidst, at fjernsynet i løbet af forholdsvis kort tid ville kræve ekstra udstyr i form af en separat boks for at kunne modtage de nye tv-kanaler.
Hos Dansk Erhverv har man været kritisk over for afgørelsen i Østre Landsret og blandt andet fremhævet, at ingen forhandlere i Danmark solgte fjernsyn, som kunne modtage MPEG4-formatet, i januar 2008.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned