TV2 sagde nej til interview med gidsler

TV2's journalist Rasmus Tantholdt svømmede nærmest i tilbud om kontakt til de somaliske pirater, der holdt to danskere som gidsler. Men det skulle koste dollar - masser af dollar.

Det var i januar, hvor Tantholdt var en uge i piraternes højborg, Galkayo i Somalia-regionen Puntland, at den danske journalist kunne få adgang til piraterne - hvis han betalte.

- I Somalia er det meget nemt som journalist at få kontakt med pirater, men det koster penge. Folk kom hen til mig og spurgte direkte, om jeg ville i kontakt med de pirater, der havde taget danskerne, men at det kom til at koste en masse penge, fortæller Rasmus Tantholdt.

- Fra TV2's side var det også en klar politik, at man ikke skulle i nogen forhandlinger med piraterne om et interview med de danske gidsler. Vi vil under ingen omstændigheder begynde at betale nogle mennesker penge for et interview med danske gidsler.

- Selv om vi havde fået det gratis, ville vi af etiske årsager have takket nej. TV2's indblanding kan skade muligheden for frigivelse, det ønsker jeg personligt ikke at deltage i, siger Rasmus Tantholdt.

I Somalia kan man købe hvilke som helst oplysninger for penge.

- Der findes ikke noget sted på jorden hvor det er nemmere at betale sig til oplysninger end i Somalia. Problemet er bare, at hvis du betaler, aner du ikke om de oplysninger er troværdige eller ej.

- Folk er villige til at gøre alt muligt forskelligt for penge. Alle vil gerne hævde sig som magtfulde og indsigtsfulde i pirateri fordi de dermed måske senere kan tjene styrtende med penge som piratforhandler. De vil også have en del af kagen, siger Rasmus Tantholdt.

Efter sit besøg i piraternes højborg advarer han medierne:

- Medierne skal passe så meget på, inden de begynder at citere en eller anden tilfældig lokal journalist eller alle mulige mennesker, der siger, de har masser af kendskab.

- Vi ved ingenting med sikkerhed. Sådan er det bare, siger Rasmus Tantholdt.

/ritzau/

TV2's Rasmus Tantholt: Du kan betale dig til oplysninger i Somalia. Du ved bare ikke, om de er troværdige.

Offentliggjort Sidst opdateret