Tyrkiske myndigheder og tyrkisk presse har nu for alvor fået øjnene op for sagen om den 23-årige Ekrem Sahins mystiske død i Kolding Arrest i sidste uge.
Det fortæller Tyrkiets ambassadør i Danmark, Berki Dibek.
Ekrem Sahin døde fredag af de hjerneskader, som han fik i forbindelse med et slagsmål med en håndfuld arrestbetjente tirsdag formiddag.
- Der har været beskyldninger fremme i pressen om, at ofret har været udsat for vold, og det er ved at blive en stor historie i Tyrkiet, siger Berki Dibek.
- Den tyrkiske udenrigsminister har ringet til de efterladte og givet udtryk for sin sorg. Og det samme har jeg, tilføjer han.
Tirsdag formiddag kom den 23-årige røveridømte mand i slagsmål med mellem 5 og 10 arrestbetjente. Slagsmålet efterlod den 23-årige død.
Og selvom det i første omgang lykkedes at genoplive ham, så havde hans hjerne taget så meget skade, at lægerne på Odense Universitetshospital slukkede for hans respirator fredag aften.
Politiet valgte først at fortælle om sagen onsdag middag, da det stod klart, at Ekrem Sahins liv hang i en meget tynd tråd. Og siden har myndighederne lukket totalt ned for yderligere oplysninger i sagen.
- Vi har ikke forsøgt at holde noget hemmeligt. Vi skulle først nå til enighed med Kriminalforsorgen om, at det var os, der skulle undersøge sagen.
- Og de undersøgelser vil vi have lov til at gøre helt færdige, før vi siger noget, lyder det fra politiinspektør Verner Pedersen fra Sydøstjyllands Politi.
Politiets undersøgelser følges tæt af den tyrkiske ambassade.
- Obduktionen af Ekrem Sahin er meget vigtig, og vi venter spændt på resultatet af den, lyder det fra ambassadøren.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde