Tysk politi stopper heroin-smuglere

Genrefoto Foto: Free/Www.colourbox.com

Tre anholdt i Puttgarden efter fundet af heroin for op mod 4,5 millioner kroner.

Offentliggjort Sidst opdateret

Det lykkedes onsdag formiddag det tyske politi at stoppe heroin-smuglere, der ville med færgen til Rødbyhavn.

I forbindelse med en nærmere undersøgelse af de to biler, smuglerne var på vej i, blev der fundet 12 kilo heroin. Det tyske politi opgør værdien til omkring 600.000 euro - svarende til knapt 4,5 millioner kroner.

Smuglerne opsøgte på det nærmeste selv deres afsløring: En bil blev parkeret på bagsiden af politistationen ved færgehavnen.
- Et sted, som ellers ikke bliver benyttet til parkering, hedder det fra Bundespolizeiinspektion Kiel.

Betjentene undersøgte papirerne på de to, der havde stillet bilen. Chaufføreren, en 28-årig mand med syrisk baggrund, og en 21-årig tysker på passagersædet.

De angav at vente på en ven. Den bil, de kørte i, havde de lånt af en kammerat. De skulle bare en tur op til Norge.

Forklaringen gjorde de tyske betjente mistænksomme, og derfor blev det besluttet at undersøge både bilen og de to mænds baggrund nærmere. Måske var bilen stjålet og skulle ud af landet.

Men det viste sig i stedet, at de to mænd var mistænkt for at have deltaget i bande-relateret narkotikahandel.

I mellemtiden ventede en politipatrulje på “kammeraten”, og da en billist viste interesse for den første bil ved politistationen, blev han også taget med til nærmere undersøgelse. Det viste sig at være en 52-årig tysker.

I mellemtiden var begge biler blevet undersøgt, og de 12 kilo heroin afsløret. Derefter blev de tre mænd arresteret.